Behandling og pleje af sygdomsramte tænder
Hvis din hund eller kat har beskadigede eller syge tænder, kan det være nødvendigt at fjerne dem. Som udgangspunkt planlægges dette som en separat behandling, da det er mere skånsomt med to kortere narkoser fremfor én lang. Det giver en mere sikker bedøvelse og bedre restitution for dyret. Vi har specialuddannede veterinærsygeplejersker, som udfører tandrensning og røntgen, mens dyrlægen står for selve tandoperationerne.
Kaniner og marsvin får også ofte tandproblemer – fx spidser på kindtænderne, som kan give sår i munden, eller fortænder der vokser for lange. Disse tænder slibes ned under let bedøvelse, så dyret igen kan spise og tygge normalt.
Efter tandbehandling vejleder vi altid i tandpleje derhjemme. Vi tager gerne en snak om, hvordan du kan vænne dit kæledyr til at få børstet tænder, og tilbyder gratis rådgivning om tandvenligt foder og tyggelegetøj, der hjælper med at forebygge tandsten. Regelmæssig tandpleje og kontrol hos dyrlægen forebygger mange problemer og sikrer et sundt og smertefrit kæledyr.